Alle elever og lærere deltager i en årlig lejrskole.
Det er det forløb, hvor vi i allerhøjeste grad udfolder alle elementer af vores værdigrundlag.
- Her undervises kreativt, musisk og eksperimentelt
- Her holdes fokus på børnenes sociale og personlige udvikling
- Her styrkes den gode kontakt mellem lærere og elever, og eleverne imellem
- Her er tale om en progressiv linje i forhold til de ti år, man er elev på Rørvig Friskole
9. klasse tager desuden på en sprog- og kulturrejse
Vi har i tidens løb rejst til mange spændende destinationer.
I 2013 besluttede bestyrelsen, i samråd med skolens ledelse, at lægge sig fast på et tilbagevendende rejsemål: Berlin.
Berlin knytter sig nemlig til nogle af de emner, der altid skal arbejdes med i grundfag og i sprogundervisningen.
Rejsemålet tilgodeser dermed mange faglige mål og giver ikke midst et boost til sprogfaget tysk, som jo langt fra stimuleres på lige fod med engelsk i elevernes hverdagsliv. At have samme rejsemål hvert år giver også mulighed for at opbygge kontakter, hvilket lærerne derfor er i fuld gang med.
Turen finansieres dels ved penge, som eleverne har tjent på skolearrangementer, dels ved egenbetaling, maks. kr. 3.500,00.
8.klasse tager på lilleskolefestival
Hvert år har 8.kl. en uge, hvor der kun står forberedelse til festival på skemaet. Her øver de sig målrettet frem til festivalen, som ligger mandag, tirsdag og onsdag før sommerferien. Nogle år laver hele klassen musik sammen, andre år vælger de sig på enten musik eller drama.
På festivalen deltager ca.1400 elever og deres lærere.
På skift giver skolerne koncert og/eller optræder med deres teaterstykker. Festivalen er en mangfoldig og skøn begivenhed, som alle elever, der har nydt i fulde drag.
Læs mere på www.lilleskolefestival.dk
I alle grupper og for alle børn er lejrskolen således et særdeles velovervejet og pædagogisk stærkt islæt i vores skolehverdag.
Derfor er det naturligvis obligatorisk at deltage. Hvis behov for særlig individuel hensyntagen opstår, tages dette op mellem skoleleder, gruppelærere og forældre.
Der opkræves ikke ekstra betaling for lejrskole ( det er indeholdt i skolepengene).