Børnehaveklasse
I løbet af januar eller februar gives der tilbud om en indskolingsundersøgelse. Der skal sættes en time af til undersøgelsen, og det forventes at forældrene deltager.
På dagen udfylder forældre sammen med barnet en elektronisk sundhedsprofil. Profilen skal bruges af forældre, børn, lærere og sundhedstjenesten i det fremtidige arbejde med elevernes og klassens sundhed og trivsel. Skemaet giver os endvidere mulighed for, sammen med forældrene at tage særlige forhold op omkring det enkelte barn.
Derefter foretages bl.a. en screening af motorik, bevægelse og helbred, der inspiceres ryg, måles højde/vægt, og der udføres syns- og høreprøver. Når vi således har fået et billede af sundhed og trivsel, vil sundhedsplejersken følger op på resultatet.
Det vil både være på klasseniveau og for enkelte børn. Begge dele sker ud fra en konkret behovsvurdering. Skal det lykkes at forbedre børnesundheden i Odsherred, er det vigtigt, at det sker i et tæt samarbejde med forældre og skole.
Resten af skolealderen
Det er afgørende at sundheds- og trivselsproblemer opdages så tidligt som muligt, og at der hurtigst muligt iværksættes effektive tiltag til forbedring. Det kræver, at forældre, lærere/pædagoger og børnene selv bidrager aktivt til at sikre en god sundhed for klassen.
Odsherred Kommune har indført en årlig sundhedsprofil for alle børn fra 4. til 9. klassetrin. Profilen udfyldes elektronisk af børnene selv. I oktober foreligger skolens årsrapport for de deltagende klassers sundhed og trivsel. På denne baggrund drøfter sundhedsplejersken resultatet med klassen.
I et samarbejde mellem elever, forældre og lærere bruges rapporten som afsæt for iværksættelse af sundhedsfremmearbejdet på skolen. Næste års profiler bruges til opfølgning på initiativerne. Som et led i den obligatoriske nationale børnesundhedsregistrering, vejes og måles højden på eleverne i fjerde klasse.
På denne måde er målet at kunne hjælpe endnu bedre med til, at både det enkelte barn og hele klassen får så god en opvækst som muligt. Hvis forældre, lærere eller barnet selv føler, at der er problemer med fx syn og hørelse, er man altid velkommen til at kontakte sundhedsplejersken for yderligere udredning.
Efter vurdering af, hvornår det har størst effekt, tilbydes støtte til undervisning omkring fx pubertet, tobak, misbrug og generel sundhed og trivsel. Men initiativerne kommer i meget høj grad til at afhænge af de behov, der er på den enkelte skole, og beslutningerne om indsatsområder.
Udskolingsundersøgelsen har hidtil ligget i 9. klasse, men det er alt for sent, hvis det skal få afgørende effekt på at ændre på den unges sundhed og livsstil. Derfor spredes indsatsen ud, så den dækker 4. til 9. klasse, så barnet/den unge gradvist hjælpes med at overtage ansvaret for sin egen sundhed og trivsel.
Forældrene bliver inddraget, hvis vi finder noget, der ikke er, som det skal være.
Hvis dit barn er sygt skal du naturligvis kontakte din praktiserende læge, da vi ikke kan yde behandling i den kommunale sundhedstjeneste.
På alle klassetrin tilbydes kontakt til sundhedstjenesten, hvis elev, forældre eller lærere synes der er behov for det.
Sundhedsplejerske, tilknyttet Rørvig Friskole
Silje Bjørn Bjørnsen.
Hun træffes på tlf. 5966 6439 eller e-mail: sibjj@odsherred.dk eller via skoleintra