Rørvig Friskole 50 år i 2018

Skolens jubilæum blev fejret med en klargørende featureuge og et brag af et åbenthus arrangement med efterfølgende fest.
Der blev lavet et jubilæumsrelief, som alle elever og ansatte har været med til at lave.

Klik på den blå figur nedenfor og se eller gense den jubilæumsfilm, vi lavede, som på fornemvis viser dagen, udstillingen, arrangementet og fortæller lidt om skolelivet på vores lilleskole anno 2018

FRA SOGNESKOLE TIL FRISKOLE

I 1955 indviedes den nye sogneskole i Rørvig. Den afløste en lille skole i selve Rørvig by samt en rytterskole i Nakke, som betjente børnene fra landdisktriktet syd for Rørvig. Den nye bygning, som lå placeret lige midtvejs mellem de to gamle skoler og i tilbygning til den eksisterende sognegård, var en prægtig, tofløjet gulstensskole med udnyttet tagetage utvivlsomt en stolthed for den lille kommune med omkring 1000 indbyggere. Skolen indholdt 5 klasselokaler, en aula samt efter tidens pædagogiske strømninger to “rigtige” faglokaler: En sløjdsal og et skolekøkken. Dertil havde kommunen inddraget et stort område, som blev indrettet til idrætsanlæg.

I sognegården var allerede en gymnastiksal, der nu blev moderniseret med omklædningsrum og bad. Jeg har ladet mig fortælle, at den daværende sognerådsformand, en gårdejer, som stadig er nabo til skolen, i sin indvielsestale fastslog, at nu havde Rørvig skole for de næste 100 år. 13 år senere blev hans ord gjort til skamme, idet kommunen indgik skoleforbund med nabokommunen Nykøbing Sj. og besluttede at flytte børnene til skolen i Nykøbing. Rørvig sogneskole skulle nedlægges.

Problemerne opstod i takt med affolkningen, eller rettere ændringer i befolkningens sammensætning. De unge flyttede, området begyndte at blive et sølvbryllupskvarter. Det skyldtes nok dels mekaniseringen af og afvandringen fra landbruget. Der var ikke længere fodermestre og tjenestefolk på gårdene, og de unge havde lyst til andet end landbrug. Desuden fik området mere og mere præg af rekreativt formål med udstykninger og turisterhverv. Der var ingen industri, og dermed ingen uddannelsesmuligheder for de unge inden for de faggrupper, som i de år var “in”.

Det var jo dengang man skulle kende nogen der kendte nogen

Det var jo dengang man skulle kende nogen der kendte nogen, for at få sin søn i mekanikerlære. Pigerne måtte udensogns for at få kontoruddannelse og lign. Mange blev giftet ind i den nye egn. I 1966 var situationen akut, og i marts måtte skolekommissionen tage sagen under behandling. Fra næste årgang forventedes kun 85 elever, så årgangsdelingen var i fare. Man så tre muligheder:

1. Skolen kunne fortsætte som 4-7 skole, dvs. årgansdeling i 4 fag, samlæsning i resten.

2. “Tilførsel” af 80-100 elever fra Nykøbing ved en skoleforbundsaftale. De to kommuner havde allerede skoleforbund om overbygningen, således at Rørvigbørnene gik i 8. –10. skoleår i skolen i Nykøbing.

3. Skole kunne ændres til forskole, stadig med tilførsel fra Nykøbing.

Mest realistisk forekom den anden mulighed, ikke mindst fordi Nykøbing havde en stærkt overfyldt skole, så man var måske interesseret i en aflastning. I marts 1967 foreslog den daværende skoleleder på et fællesmøde mellem de to kommuner, at man indrettede et fælles tresporet skolevæsen for 1. – 7. klasse således, at de to spor var placeret i Nykøbing, den ene i Rørvig. Det måtte selvfølgelig betyde skoledistriktsgrænser, som ikke var identiske med kommunegrænserne. Hele overbygningen skulle stadig ligge i Nykøbing. Formanden for Nykøbings skoleudvalg erklærede sig omgående for modstander af ideen. Dog har lokalemangelen i Nykøbing vist alligevel manet til besindelse, for i maj meddeler Nykøbing byråd, at man er interesseret i at udnytte lokalerne i Rørvig. Denne indstilling blev dog omgående trukket tilbage, da man i september fik igangsætningstilladelse til den nye skole i Nykøbing.

Set med “historiens øjne”

Set med “historiens øjne” virker det fantastisk, at man kunne beslutte noget sådant, og det siger noget om, hvor meget en kommunegrænse skiller. Kommunesammenlægningen kom i 1970, Rørvig og Nykøbing er i dag én kommune. Det kan ingen have været uvidende om dengang. Der kan have været tvivl om, hvor stor den nye kommune skulle være om Højby f.eks. skulle være med.

Men at Rørvig og Nykøbing ville komme til at ligge i samme kommune, det var simpelthen en geografisk selvfølgelighed. Alligevel besluttede man i Nykøbing at sige nej til samarbejde og starte et millionbyggeri af en ny skole, så man kunne nedlægge den gamle skole i Nykøbing. Og dermed også indirekte nedlægge Rørvig skole. To funktionsdygtige skoler kasseres for at holde fast ved en byggeplan, der hvis man havde kunnet sætte sig ud over en tilfældig kommunegrænse, ikke var behov for at realisere. Dermed måtte Rørvig skolekommission opgive ævred, og i november indstillede man, at der oprettedes skoleforbund. Efter 200 års virke skulle der ikke mere være skole i Rørvig.
. Lidt trist, men som en deltager i et af den næste tids beboermøder i Rørvig sagde “vi må følge med udviklingen og ikke kæmpe for stagnation”. Slutningen på historien er i al korthed, at sognerådet fulgte indstillingen og gik i gang med at få lavet en udvidelse af skoleforbundsaftalen. Der indrykkedes en annonce om beslutningen i lokalpressen. Dette virkede som en brand i et fyrværkerilager. Befolkningen blev voldsomt oprørt og følte, at det var et overgreb., fordi der ingen forudgående orientering og debat havde været. Sognerådet foranstaltede nu et sådant møde, men formåede ikke at forandre indstillingen. En gruppe forældre tog initiativ til en underskriftsindsamling og gik bogstavelig talt fra dør til før og samlede underskrifter.

Næsten alle ønskede afstemning

Næsten alle ønskede afstemning, så de krævede 80% blev samlet, og en afstemning blev afholdt. Jeg har desværre ikke kunnet finde oplysninger om de nøjagtige stemmetal, men jeg mener, at omkring 65% stemte for skolens videreførelse. Loven krævede 80%, så sognerådet havde mulighed for at fastholde sin beslutning – og det gjorde det. Hvordan kan det nu være, at så stor en del af befolkningen ønskede skolen videreført på trods af “sagskundskabens” redegørelser for det umulige deri? Jeg tror der var tre hovedgrunde:

1. Man kan med sin bedste vilje ikke begribe, at en næsten ny skole ikke kunne bruges mere.

2. Man frygtede at miste sognets samlingssted og

3. En skolevej på 7-8 km syntes man var urimelig for mindre børn.

Rent praktisk gik man ind for den løsning, at Nykøbing kunne sende børn til Rørvig skole, så man kunne få en bedre fordeling af de to kommuners børn. På møderne talte mange for den mulighed. Ja, man kan vel ligefrem sige, at rørvigerne tiggede og bad Nykøbing om at overtage skolen. Men – som skolekommissionsformanden svarede spørgende – man kunne ikke foranledige Nykøbing til at spørge forældrene om deres mening. Hvilket bekræfter det lokale mundheld, at det er mindst dobbelt så langt fra Nykøbing til Rørvig som fra Rørvig til Nykøbing. For selvfølgelig kunne det uden videre lade sig gøre at transportere børnene fra Rørvig til Nykøbing. Det modsatte kunne man ikke engang spørge om.

Den endelige afgørelse

Efter den endelige afgørelse stod de forældre tilbage, som havde været aktive med underskrifsindsamlingen og i debatten. De følte vel et fællesskab på baggrund af den aktivitet, de havde udfoldet, og de var fælles om en forståelig harme og forudrettehedsfølelse over, at intet stod til at ændre. Herfra har der ikke været langt til at gå andre veje for at søge skolen videreført, selv om tiden var knap. For vi er nu fremme i foråret 1968. Det var kun få måneder at arbejde i, for skolen skulle lukke ved skoleårets udgang. Det var vel både godt og ondt, at der var så lidt tid. Godt, fordi ellers tror jeg ikke, der havde været skole i dag. Hvis der havde været tid til virkelig at overveje omfanget af og risikoen ved det projekt, man satte i gang, tror jeg, mange var blevet skræmt og have opgivet ideen. Og ondt var det, fordi der var urimelig mange ting at ordne på så kort tid: Betingelserne for at drive friskole skulle undersøges. Her fik man stor hjælp fra lederen på Høve friskole. Man skulle vide hvor mange, der ville være med. Der skulle opstilles en lejekontrakt, så man kunne disponere over skolebygningen. Der skulle ansættes leder og lærere, da den siddende leder trådte fra på grund af alder og lærerne efterhånden på grund af al denne usikkerhed om skolens fremtid havde fået andre stillinger.

Der blev holdt orienterende møder, der skulle udarbejdes vedtægter til ministeriets godkendelse, og der skulle holdes stiftende generalforsamling. Kommunen gik med til at støtte sagen, hvis man kunne sikre 60 elever. En lejeaftale kom i stand efter nogen betænkelighed hos sognerådet. Det helt væsentlige i lejeaftalen var, at lejen var sat så lavt, at skolen kunne drives uden skolepenge. Det have hos initiativtagerne været en klar forudsætning, at det ikke måtte koste noget at have børn i skolen.

Arbejdsgruppen

Arbejdsgruppen, som bestod af 28 forældre valgt på et af de orienterende møder, nåede gennem alle forberedelserne og kunne indkalde til stiftende generalforsamling den 12. juni 1968. Her kunne det meddeles, at 56 havde meldt deres børn til, og det havde kommune stillet sig tilfreds med. Desuden at man havde ansat leder og 3 lærere. Der vedtoges et sæt vedtægter, som nøje fulgte ministeriets standardvedtægter, og der valgtes bestyrelse. Den nye skoleleder sagde et par ord om, hvordan han havde tænkt sig skolen drevet. Det nævntes, at der ikke måtte være over 15-18 elever i klasserne. Men noget nøjere om skolens mål, dens indhold og struktur blev slet ikke fastlagt inden starten. Rørvig indgik alligevel forbund med Nykøbing, men det gav selvfølgelig nogen bitterhed i Nykøbing, at der kun kom 25 rørvigbørn imod de forventede ca. 80. Man mente, at Rørvig svigtede aftalen ved at leje skolen ud på så favorable vilkår.

Jeg tror, det var hensynet til den kommende kommunesammenlægning, der gjorde, at man lod sagen gå ret upåagtet hen. Man kunne vel have sat Rørvig stolen for døren på en måde, så man havde måttet løbe fra lejeaftalen med friskolen. Men, hvorom alting er i august 1968 startede Rørvig Friskole med 60 elever fordelt i 5 klasser (4. og 5. samt 6. og 7. klasse var sammenholdt) og 3 faste lærere. Året efter udvidede man med børnehaveklasse. Og så kom vanskelighederne for alvor. Sådan må det næsten nødvendigvis være, når et alternativ skal udvikles. Og her, hvor starten var så hovedkuls, ville det næsten have været et mirakel, hvis det have kunnet undgås. Det blev en lang og nedslidende periode, da den første begejstring var afløst af hverdagens krav. Jeg skal prøve at nævne nogle hovedårsager til, at det gik sådan: Skolen ligger i et område, uden friskoletradition – ja, i det hele taget uden tradition for alternative institutioner.

Hvorfor deres børn gik i “den der mærkelige skole”

Forældrene skulle derfor ustandselig begrunde og forsvare overfor familie og omgivelser, hvorfor deres børn gik i “den der mærkelige skole”. Det var man uvant med, og mange følte det meget opslidende. Det var tvivlens regimente. Dette forstærkedes af, at lærerne tilrettelagde en pædagogik, som var præget af teorier om motivation, aktivitet og selvregulering. Uden at nogen rigtig gjorde sig det klart, blev det “det store spring fremad”. Mange forældre forstod ikke ændringerne, var utilfredse, men kunne ikke formulere deres utilfredshed. Hvor man troede sig enige fra lærerside, var der i virkeligheden en forståelseskløft, som tillige blev en tillidskløft. I området blev det det almindelig indtryk, at på Rørvig Friskole hang ungerne i gardinerne og gyngede – og de lærte ikke noget. Det blev mistænkeliggørelsens regimente. Når hertil kom, at der i lærergruppen opstod samarbejdsvanskeligheder, som kulminerede med lederens afskedigelse, så tror jeg, man kan forstå, at skolen to år efter sin start virkelig var på hælene. Endelig må det nævnes, at det selvfølgelig tog tid, før forældrene fandt ud af, hvad det egentlig vil sige at have en forældreledet skole. På den ene side oplever man nogle enkelte, for hvem det bliver en “sandkasse” for selvudfoldelse og fremme af forskellige private ideer. På den anden side var der her mange, som stod helt famlende over for at skulle indgå så direkte i skolens drift og beslutningsprocesser. Begge dele gav frafald, ligesom skolens pædagogik og samarbejdsvanskelighederne gjorde det. At det er svært at være selvstyrende, når ingen er vant til det eller har lært det, er klart. At nogen taber modet og går deres vej, er forståeligt. Det siger intet om alternativets berettigelse eller levedygtighed. Det egentlig problem var, at der var så få at tabe af på dette tidlige tidspunkt, hvor tilgangen var lille og tøvende. At der opstod samarbejdsvanskeligheder i lærergruppen, som forplantedes til forældrene, er beklageligt, men ikke uforståeligt. Det virkelige problem opstod, da konflikten trak i langdrag på grund af forældrenes uvanthed med at være selvstyrende. Nu blev sagen trukket så længe, at alles nerver nåede at blive flosset. Det kan tage et helt generationsskifte i en skole, før sporerne efter sådan en konflikt forvinder. At der skete frafald i starten på grund af den pædagogiske linie, finder jeg derimod meget uheldigt og beklageligt. Det må være ret og rimeligt, at man udnytter friskolelovens muligheder og den lille skolestørrelse til at lave strukturændringer såsom p-fagsordninger og orientering. Men man skulle ikke have gjort have gjort det fra starten Forældrene var ikke forberedt på sådanne ændringer. De forventede selvfølgelig, at skolen fortsatte præcis som tidligere. Det var jo det, de havde kæmpet for. Jeg tror, mange følte sig lidt snigløbet. Sammenfattende må det siges, at når skolen trods alt overlevede de første års vanskeligheder, skyldes det vist nærmest inertiens lov.

Nu er 7 år gået

Nu er 7 år gået. Skolen ligger der endnu. Vi har 85 elever fra børnehaveklasse til 7. klasse. Heraf kommer 50 fra Rørvig, 28 fra Nykøbing og 7 fra nabokommunen. Det vil sige at vi har omkring halvdelen af de skolesøgende børn fra Rørvig og andelen er stigende efterhånden som tilliden til skolen stiger. Rørvig er igen på vej til at blive et børnerigt kvarter, fordi det er blevet et eftertragtet bomiljø. Vi regner med at udvide med 10-15 børn om året, indtil vi har ca. 120 børn (8 klasser a 15 elever). Desuden overvejes det for tiden at lave 8. og 9. skoleår efter vedtagelsen af den nye skolelov. Skolen har udbygget sig skoleprogram. Målsætningen lyder:

“Skolen skal igennem sit miljø og sin undervisning fremme det enkelte barns sociale udvikling. Målet er at udvikle børnene til selvstændige, fordomsfri og konstruktive mennesker. ”

Overstået er (forhåbentlig) 5 års sejt udviklingsarbejde.

Indadtil har arbejdet bestået i at overbevise forældrene om, at det var en god måde at lave skole på, selv om vi på flere punkter gjorde det anderledes end i de stedlige folkeskoler. Det bedste argument har selvfølgelig været, at børnene lærte det, forældrene forventede. At de “klarede sig godt” i de skoler, de kom i efter 7. klasse.

Nej, måske har det mest slående argument været, at ungerne var glade for at gå i skole. Når forældrene var i tvivl, var det ofte dette, der blev tungen på vægtskålen.

En lilleskolestruktur med en højere grad af styring

Jeg tror, jeg tør hævde, at vi i dag har langt de fleste forældre med på den pædagogiske linje, vi følger. Sagt kort og meget skematisk kan man forklare denne linje, således: En lilleskolestruktur med en højere grad af styring og med større vægt lagt på de basale færdigheder. Udadtil har vi ført en “systematisk” propaganda. Vandremyterne om skolen har været mange og ofte groteske. Nu, hvor ingen længere har baggrund for at hævde, at børnene ikke lærer noget, går de mere på, at vi er venstreorienterede. Når man gør noget anderledes, når man arbejder på at gøre børnene kritiske, og når man lægger hovedvægten på nutidige forhold, undgår man ikke dette stempel. Og det er jo et “nemt” prædikat. Det kræver ingen dokumentation. Man er undersøgt, vurderet og dømt på én og samme gang. For at imødegå dette, fortæller vi så meget, vi kan, om os selv. Vi udgiver Rørposten en gang om måneden. 60 stk. til forældrene. 150 til omegnen (biblioteker, læger, kommunen, skolerne o.s.v.). Vi har heldigvis lokalpressens positive bevågenhed, og vi “fodrer” den, så der hyppigt står om vores aktiviteter. Vi laver en del møder med foredrag om pædagogiske emner. De er altid offentlige og annonceres.

Vi laver en årlig julestue, som besøges af mange fra området. Det giver os dels en god indtægt, dels får mange lejlighed til at se skolen. I forbindelse med indskrivning tilbyder vi orientering i børnehaverne. Desuden laver vi hvert år en plakatkampagne for indskrivning. Ved skolens 5 års dag fik vi postomdelt en pjece om skolen i hele området. Vi åbner skolen for de stedlige foreninger, og vi tilbyder dem at benytte vores kopiapparatur, hvis de vil lave blad el. lign. Vores ældre elever har taget initiativer udadtil, som f.eks. om fritidsklub og senest har de fået oprettet en filmklub i biografen. Vi har sammen med AOF haft en forældrestudiekreds om den nye matematik og er blevet opfordret til at gå videre af den vej.

Stabil, konsolideret institution

Alt i alt er det vist sådan, at hvad enten man synes om skolen eller ej, så betragter man den efterhånden som en stabil, konsolideret institution. Skolens økonomiske forhold er fortsat således ,at vi på grund af et favorabelt lejemål kun skal udrede 5% af driftsudgifterne imod de 15%, som det er normale. Vi har dog for to år siden indført skolepenge, idet vi følte, at det kneb for mange af få tid til de meget omfattende arrangementer (loppetorv f.eks.) som skaffede indtægter til dækning af underskuddet. Der betales 45 kr. om måneden uanset, om man har ét eller flere børn på skolen. Det betyder, at forældrekredsens sociale sammensætning er meget bred, formentlig svarende til forholdene i området. Det betyder igen, at skolen har kunnet opretholde sin status som overvejende distriktskole, selv om finder det helt naturligt at få elever fra Nykøbing, da vi nu er i kommune sammen.

Vi arbejder stadig på at fastholde og udbygge den direkte forældreindflydelse. Men vi har måttet indse, at forældrenes indfaldsvinkel er deres eget barn. Derfor lægges hovedvægten på klasseforældrenemøderne. Jo mere vi fjerner os herfra og nærmer os de mere generelle ting om målsætning, økonomi og ledelse, des mindre bliver engagementet, des lavere bliver prioriteringen i forhold til andre interesser. Her har vi måttet indse, at vi ikke er nogen lilleskole, at det ikke er sådanne motiver, der ligger bag, når folk melder deres børn ind her. Men måske er det følgen af at satse på at være distriktskole, som betjener det brede udsnit. Vi kunne måske nok have udviklet en mere omfattende forældreledelse, men have prisen så været, at det var blevet et mere eksklusivt foretagende? Er det det, vi vil? Er det i orden, at “fanden tager de bageste”? Det er nogen af de overvejelser, vi står midt i, og som får betydning for de næste års udvikling. Der tales en del om modelskoler. Hvis man vil være et godt alternativ, så skal man være model i vores branche for folkeskolen. I al ubeskedenhed mener jeg, at vi er en modelskole i det området, vi ligger i. Jeg mener, vi er det på 4 områder:

De 4 områder

1. Skolens størrelse. Vi må prøve at “bevise”, at det ikke er luksus med små skoler og lave klassekvotienter. At det, man sætter til på gyngerne, det sparer man på karrusellerne. At det, hvis vi regner det hele med, byggeri, forrentning, specialundervisning, tabere, fjernelser og det at være glad og have det godt, ikke er dyrere

2. At være er at lære. Vi kan vise, at man kan opnå solide, basale færdigheder og alligevel få tid til en masse fornuftigt og spændende. At betingelsen for at lære er at være i en ramme, man kan overse, kan finde sammenhæng i og har indflydelse på.

3. Bureaukratiet unødvendighed. Vi kan vise, at det er i orden – og rigtigt, at lave tingene om, når man finder det nødvendigt. At et skema ikke behøver at være lagt for et helt år ad gangen. At det kan gå med tilvalgsordninger. At en skole kan være en smidig organisme, der ikke behøver korsét.

4. Selvstyre er velstyre. Vi kan vise, at der ikke behøver at være mere fastlagt fra centralt hold, end tilfældet er i friskoleloven. Der skal være plads for de ændringer og variationer, som brugerne kan blive enige om. At brugerne er i stand til at definere kvalitet og sikre den. At det er klogt at have tillid til “masserne”. At det kan blive meget dyrt på lang sigt, hvis man ikke har det.

Folkeskoleloven af 1975 afskaffede realafdelingen

Vi vil også i årerne fremover have en opgave i at dokumentere, at 7-klassede skoler kan overleve, et økonomisk rentable og rigge skoleinstitutioner for børn i den alder.

Blot et par år senere blev artiklens sidste linjer overhalet af virkeligheden. Umiddelbart efter folkeskoleloven af 1975, som afskaffede realafdelingen, påbegyndtes overbygningen med 8. og 9. klasse og afholdelse af folkeskolens afgangsprøve.

I 1978 udkom første udgave af “Pædagogisk Grundlag” med en samlet undervisningsplan for et ti-årigt skoleforløb. Det gjorde det hverken mindre vigtigt eller mindre spændende og krævende at virke som modelskole. Må det også være Rørvig Friskoles udfordring og mulighed i årerne fremover.

Artiklen skrevet af Neubert, slutter hermed. Den aflevere en friskole der har overstået de første vanskelige år, og som er klar til at gå ind i sin næste periode. Vi står ved porten til 80érne.