Evaluering
Rørvig Friskole 2009
Evaluering på Rørvig Friskole.
Evaluering af elevernes sociale og personlige udvikling:
· Regelmæssige gangmøder for elever i indskolingen og gruppemøder i mellemgruppen og overbygningen giver plads for løbende evaluering af gruppedynamikken.
Udbytte: ”Demokratitræning”. Socialt ansvar udvikles. Problemer og besværligheder, der tynger tages i opløbet.
Opfølgning: Vi fortsætter med nævnte hyppighed med møderne.
· Rådet, som består af 8 elever og en lærer, sørger løbende for fællesaktiviteter og andet, som på rådsmøderne løbende evalueres.
Udbytte: Rådets aktiviteter styrker skolekulturen, det gode undervisningsmiljø og kontakt på tværs af køn, alder og årgang.
Opfølgning: Vi fortsætter med Rådet. Vi bakker op om det og hjælper med, at deres aktiviteter bliver vel modtaget og at det at tage initiativ til noget, der glæder andre, får høj status. Det skal fortsat være eftertragtet at være en elev i Rådet.
· Børnerunder for bh.kl.-2.kl.
Udbytte: Her tales åbent mellem lærer og forældre og forældrene imellem om de enkelte børns sociale udvikling og om den gruppedynamik hvori alle børnene har en aktiv rolle.
Opfølgning: Vi afholder børnerunder hvert år i nov.
· Skole-hjemsamtaler for alle elever fra 3.-9.kl.
Udbytte: Omhandler i høj grad evaluering af elevens sociale udvikling som individ og som del af en gruppe.
Opfølgning: Vi afholder samtaler hvert år i slutningen af 1. semester eller i starten af 2.
· Logbogskrivning i overbygningen.
Udbytte: Eleven selvevaluerer klassens sociale trivsel og deres egen rolle og personlige udvikling.
Opfølgning: Logbogen skrives før og efter projekter i grundfag, samt ind i mellem, hvis vi fornemmer, at der er brug for det. Problemer, utilfredshed, manglende trivsel, som eleven skriver om i logbogen opfølges med en samtale og løses efterfølgende efter aftale mellem lærer og elev.
· Teammødet evaluerer løbende den gruppe af elever, som teamet er fælles omkring.
Udbytte: At vi altid er flere ansvarlige omkring den enkelte elev, gør det lettere at komme hele vejen rundt omkring eleven, både som individ og som del af en gruppe og aktør i den positive gruppedynamik, der er omdrejningspunktet for en rar hverdag.
Opfølgning: Vi fastholder mødefrekvensen: 2 timer hver 14. dag.
Evaluering af elevernes faglighed:
Vi benytter forskellige metoder til løbende at evaluere den enkelte elevs udbytte af undervisningen, med det formål at justere fremtidige forløb herefter, således at alle elever udfordres og stimuleres bedst muligt og derfor oplever positiv udvikling.
· Tests i fagene dansk og matematik fra Danske Pædagogisk Forlag
Udbytte: Teamet/læreren kan efterfølgende justere elevens omfang af opgaver og vælge relevant arbejdsniveau fx i forbindelse med læsegrupper.
Opfølgning: Vi fortsætter med testning og sammenligner resultater og udviklingen for den enkelte.
· Samtaler mellem lærer og elev i forbindelse med projekt-/emnearbejde
Udbytte: Anerkendelse af elevens arbejde. Formidling fremadrettet kritik i form af ris og ros og fælles handleplan for fremtidige arbejder.
Opfølgning: formen bruges løbende året igennem.
· Børnerunder for bh.kl.-2.kl.
Udbytte: som ved skole-hjemsamtaler. Samt opbakning omkring fælles ansvar for fælles børnegruppe forældrene imellem.
Opfølgning: Vi afholder børnerunder hvert år i nov.
· Skole-hjemsamtaler for alle elever fra 3.-9.kl.
Udbytte: Gensidig formidling. Etablering af aftaler omkring bl.a. arbejdsindsats.
Opfølgning: Vi afholder samtaler hvert år i slutningen af 1. semester eller i starten af 2.
· Karaktergivning for elever i 8. og 9. kl. Standpunktskarakterer gives i januar ved en skole-hjemsamtale og ved skoleårets slutning. Derudover gives der karakterer ved eksamenslignende opgaver fx problemregning, stil, diktat og projektarbejde. Alle karakterer ledsages af en samtale.
Udbytte: hurtig evalueringsform. Vi synes ikke, det er en fremadrettet evalueringsform, med mindre den ledsages af samtale.
Opfølgning: Vi fortsætter med det angivne karakterinterval og fastholder, at der kun gives karakterer til elever i 8. og 9. kl. Undtaget er de elever fra lille overbygning, der pga. deres høje faglige niveau, er på stavehold med eleverne fra 8. og 9. kl.
· Gennem logbogskrivning i overbygningen selvevaluerer eleverne undervisningens indhold, metoder og egen arbejdsindsats.
Udbytte: Genvej til fortrolig samtale med den enkelte. Logbogen læses kun af klasselærerne.
Opfølgning: Logbogen skrives før og efter projekter i grundfag, samt ind i mellem, hvis vi fornemmer, at der er brug for det. Læreren vurderer om elevens svar skal følges op af en samtale. Evt. problemer omkring det faglige eller arbejdsindsatsen løses i fællesskab.
Evaluering af undervisningsforløb og elevernes trivsel:
· Ved skoleårets begyndelse fremlægger lærerne deres fagplaner på lærermødet. Her fremlægges også emneplaner for grundfag. I begge tilfælde redegøres for overordnede mål for årets undervisning og ideer til metode- og materialevalg. Efterfølgende fremlægges fag- og emneplaner på årets første forældremøder. De lægges på skolens hjemmeside og trykkes i ”Rørposten”, vores skoleblad, så alle er orienteret om, hvad året byder på.
Udbytte: Formidling. Vidensdeling. Fælles ansvar for vores skole. Tydelig ”rød tråd”.
Opfølgning: Vi fortsætter som beskrevet. Løbende opdatering og formidling af hvordan projekterne efterevalueres året igennem under lærermødepunktet: Nyt fra grupperne.
· Inden et nyt emneforløb afvikles målsættes det af lærerne omkring projektet: Materialer, metode og struktur for emnet planlægges detaljeret. Når forløbet er afviklet evaluerer læreren/ lærerne omkring forløbet i forhold til målsætningen. Der evalueres individuelt eller på teammøderne, som afholdes hver 14. dag.
Udbytte: vi oplever, at hvis vi er gode til at målsætte inden projekter og emneforløb, får vi bedre evalueringsproces. Det giver os mere overblik over det faglig og over arbejdsopgavedeling mellem de samarbejdende lærere. Det giver også øget mulighed for medtænkning omkring andres projekter, hvilket ofte resulterer i, at man giver hinanden ideer til materialevalg fx gode netsider også på tværs af årgange og teams.
Opfølgning: Vi fortsætter med ordningen.
· På teammødet udarbejdes fælles tiltag til forbedringer fx opstramning omkring lektieaflevering, omgangstone, fælles- aktiviteter i pausen osv. Det er også på teammødet at fælles aktiviteter fx emner på tværs i børnegruppen, lærerbyt, teaterture og udflugter målsættes og efterfølgende evalueres.
Udbytte: Alle opgaver bliver lettere at løfte, hvis man ved, der løftes i flok.
Opfølgning: Vi fortsætter med ordningen.
· Til generalforsamlingen laver alle teams et supplement til skolelederens pædagogiske beretning om skoleårets gang.
Udbytte: Årets gang i gruppen gennemtænkes af det enkelte team. Status vil altid dermed gøres. Formidling direkte fra førstehåndskilde.
Opfølgning: formen bruges hvert år ved generalforsamlingen i april.
Evaluering af fælles forløb og begivenheder i løbet af skoleåret:
· På lærermøderne, som afholdes hver 14. dag, fremlægger planlægningsudvalget/den ansvarlige lærer de forskellige projekter fx feature, fastelavnslørdag, julestue, sommerfest, pæd. weekend, lejrskoler m.m.. Efterfølgende evalueres arrangementet/ forløbet på lærermødet.
Udbytte: Overblik. Evalueringen af fx en featureuge læses inden næste års planlægning, med henblik på optimering.
Opfølgning: Ledelsen sørger for at tidligere evaluering omdeles på lærermøde i planlægningsfasen.
Evaluering af fokuspunkt 2008/09:
· I dette skoleår har fokus ligget på ”respekt”. Mange tiltag har været taget i den forbindelse. Ansatte, elever og forældre har alle været inddraget i projektet. Pæd. weekend, træf med bestyrelse og lærere og træf med klasserepræsentanter, bestyrelse og ansatte har haft fokuspunktet som omdrejningsakse. Evaluering heraf er løbende sket på team- og lærermøder, i klasserne og storgrupperne.
Udbytte: Vi har haft mulighed for at justere vores formidlingsformer undervejs via evalueringerne, så vi forhåbentlig er kommet bedre igennem med vores budskab.
Opfølgning: Ved årets afsluttende evaluering vil vi bede forældrene evaluere på gennemslagskraften af årets fokuspunkt.
Samlet evaluering:
· I løbet af skoleåret afholdes forælder- og debatmøder på alle årgange/storgrupper.
Udbytte: Her har forældre mulighed for at komme med kommentarer og problemstillinger af positiv eller negativ karakter med det formål at optimere skoledagen og skolemiljøet på Rørvig Friskole.
Opfølgning: Der refereres altid efter et møde på først kommende lærermøde. Her afgøres hvordan vi sammen kommer videre med forskellige ideer eller problemstillinger fra mødet.
· I forbindelse med årets sidste møde, oprykningsmødet, evaluerede vi ikke kun på skoleåret, men på tydeligheden af vores værdigrundlag, hvorom alt gerne skulle dreje sig. Derfor spurgte vi, via et spørgeskema, ind til forældrenes holdning til, hvorvidt de kunne se værdigrundlaget udlevet tydeligt i hverdagen på skolen.
Udbytte: Vi fik mange besvarelser, som vi efterfølgende har brugt til at pejle efter i forhold til målrettet kommunikation af vores værdier i hverdagens hav af praktiske opgaver af forskellig art.
Opfølgning: I år gentager vi en lignende evaluering på baggrund af værdigrundlaget og årets fokuspunkt: Respekt.
