Værdigrundlaget
Rørvig Friskoles værdigrundlag
Rørvig Friskoles er en "lilleskole". Lilleskolerne henter inspiration mange steder fra - den klassiske inspirationskilde er den reformpædagogiske tænkning om undervisning og opdragelse. Grundlaget er netop pædagogisk og hverken ideologisk, politisk eller religiøst. se også www.lilleskolerne.dk
Rørvig Friskoles lærere vil gennem deres professionelle virke og et tæt forpligtende fællesskab børn, lærere og forældre imellem, fremme det enkelte barns sociale udvikling og give det de bedste muligheder for at tilegne sig grundlæggende kundskaber, færdigheder og arbejdsmetoder.
Indenfor de enkelte fagområder arbejdes der med så mange forskellige tilgange som muligt. Således inddrages både boglige, kreative og musiske elementer, for at stimulere udviklingen af elevernes fantasi, skabertrang, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere. Gennem det daglige arbejde anspores eleverne til selvstændigt at kunne vurdere og tage stilling til deres hverdag, og det samfund de er en del af. Egenskaber som indlevelsesevne, samarbejdsevne og mod til at være sig selv vægtes højt gennem hele skoleforløbet. Uddybning af værdigrundlag. Læring er skolens centrale omdrejningspunkt. For at eleverne kan opbygge et bredt fagligt og dannelsesmæssigt fundament, er undervisningen velovervejet, veltilrettelagt og tidssvarende. Lærerne udvikler sig til stadighed og følger med både på de pædagogiske og på de faglige områder. Derfor prioriterer vi efter- og videreuddannelse højt. Rørvig Friskoles lærere, pædagoger, bestyrelse og forældre er gensidigt ansvarlige for at styrke og pleje det fællesskab, som er nødvendigt for den daglige trivsel og den generelle læring. Dette forudsætter et godt og loyalt samarbejde og en god kommunikation mellem skole og hjem, både ved den daglige kontakt, forældremøder, arrangementer og sammenkomster. Det er vigtigt at alle føler sig som en del af skolefællesskabet. Derfor er vi samlet hver morgen; derfor holder vi en ugentlig fællestime; derfor indlægger vi features og fagdage, hvor hele skolen er samlet om et bestemt læringsfelt. Hvert enkelt barn har brug for at føle sig accepteret, at det hører til og passer ind. Samhørighed styrkes i udviklingen af et varmt, venligt og optimistisk sammenhold og en god omgangstone. Derfor griber vi ind, når vi ser eller hører, at nogen viser en adfærd, som er uacceptabel d.v.s. nedvurderende, ondskabsfuld, intrigant el. lig. Vold og mobning er naturligvis bandlyst, og noget vi reagerer på øjeblikkeligt. Organiseringen af læringssituationerne veksler mellem klasse-, hold- og gruppeundervisning. Vi lægger vægt på at eleverne også lærer at samarbejde på tværs af alder og bedstevenner. Det er derfor ikke kun de faglige men også de personlige og sociale kompetencer der udvikles. Det er vigtigt at eleverne trænes i at tænke selv, og at de kan og tør udtrykke deres meninger. Selvværd og den personlige udvikling styrkes ved at de voksne og kammeraterne respekterer den enkeltes valg. Eleverne lærer gennem demokratiske beslutningsprocesser at overveje deres valg og træffe egne beslutninger. Gennem disse aktiviteter kommer en følelse af at kunne styre sit eget liv og skabe ændringer. Dette medfører villighed til at møde nye udfordringer og tage ansvar. Et barn med en stor styrkefølelse vil forstå sig selv som ansvarlig for og villig til at lære. Det er den der laver arbejdet, der får kvalifikationerne. Senest revideret 1. maj 2007
